Gipserne gisper efter vejret!

Den Kongelige Afstøbningssamling er kanon! Skulpturklassikere fra hele verden står på nakken af hinanden for at møde publikum i det fantastiske Vestindisk Pakhus i København.
Her er dansk kultur og global multikultur, kropsfascination og kolonihistorie, kopikultur og originalitetsfetichisme, klassisk dannelse og gode historier, stramme balder og skøre hårmoder, store oplevelser, skæve vinkler og enorme muligheder.
Men samlingen er i dag lukket for offentligheden, den blev i foråret 2016 stukket ned af en sparekniv. Og nu – i 2023 – er den truet af flytning og bortmagasinering. Den danske stat er ved at nedlægge et af sine museer.

En enestående samling på byens bedste adresse
ligger brak

Pga. besparelser lukkede Statens Museum for Kunst Afstøbningssamlingen i Vestindisk Pakhus pr. 1.3.2016.
Siden da har samlingen hængt i en tynd tråd. Kulturministeriet vil måske, måske ikke, sælge pakhuset til private investorer. Og Afstøbningssamlingen er derfor truet af en flytning til meget ringere faciliteter i Brede Værk nord for København.
Der er hverken penge til, eller planer for en nyopstilling, så en flytning vil være lig med en permanent opmagasinering og lukning af Afstøbningssamlingen.
Den endelige dødsdom over gipserne synes at være afsagt, hvis ikke nogen ansvarlige gør noget for at sikre samlingens fremtid.

Hvorfor er denne fremragende samling lukket ned? Hvorfor udnytter man ikke en af Københavns bedste adresser mellem Nyhavn og Havfrue? Hvad er det, der er gået galt? Og hvad er det, der er så godt? På dette site kan du få svar på disse spørgsmål og forskellige bud på, hvordan samlingen kunne bruges i dag.